Lidt om hvordan vi arbejdede en forestilling frem

Ligesom alle forestillinger, skabt i Balders regi, begyndte også disse forestillinger med fortælling, min fortælling af den historie, der skulle være inspiration, udgangspunkt og centrum i hele arbejdsprocessen.

En gang om ugen blev der øvet. Når vi samledes begyndte arbejdet som regel med at jeg mindede dem om en passage fra historien, det der senere skulle blive en scene i stykket. Derefter kom børnene i gang på gulvet med legende teaterøvelser efter mit oplæg. Derefter blev der improviseret, leget direkte i relation til historien. Ud fra denne ”legende” praksis, der gav historien krop og somme tider replik, gav børnene mig det materiale hvor ud fra, jeg kunne skabe manuskript, instruktion og scenografi. 
 
Børnene var altid sikre på at det var dem selv, der havde skabt forestillingerne, og det kan de absolut have ret i. Processen var en direkte, frugtbar dialog mellem historien og børnene selv. Historien kaldte deres skabende fantasi og kreativitet frem. De legede historien, gav den krop og stemme, sådan som børn altid har gjort og gør: leger, de historier, de hører.   
Vi havde aldrig rollehæfter, vi arbejdede helt i pagt med mundtlig tradition,” by heart”. Derfor var der heller aldrig brug for sufflør eller anden hjælp, når vi spillede. Alle kunne alle replikker, alle kunne stort set spille alle roller, når stykket var færdigt. Det var godt i en nødsituation med sygdom og lignende forhindringer. Men der var også altid nogen der passede specielt og havde særlig lyst til de enkelte roller. Derved udvalgte de sig ofte selv til den rolle de skulle spille.
Børnene tegnede ofte den person, de skulle spille. Tegningen var inspiration til de dragter som mødre syede af hvad, der blev hentet frem fra lofter og gemmer.

I Etha Mauritsson, som førte Balder videre efter mig, havde jeg en uvurderlig, inspirerende dialogpartner, ikke mindst, når det gjaldt scenografi og dragter. Det var også Etha, der tog vare på billeder og materiale om forestillingerne og skabte de scrapbøger, der ligger til grund for Jens Erik Villadsens store arbejde med at føre Balders historie på nettet. 

En anden der også bør nævnes er Gudrun Mortensen, teatrets syerske og praktiske hjælper nr. 1. Hvad kunne hun dog ikke få ud af ingenting! Ofte satte hun også især pigerne i sving med at sy på deres egne dragter. 

Fædre lavede kulisser og sløjdarbejde, og satte drengene i sving. Fædre kreerede også lys til forestillingerne. Det oplevedes som om forældre, skole, Tukak- teatret, hele vores lille samfund på kanten af havet, bakkede op om dette arbejde. Det var også derfor det var så inspirerende at arbejde med. Det blev et levende fællesskab på tværs af aldersgrænser, det var også derfor at det lykkedes så godt og kunne udvikle sig sådan, som det gjorde.

Hvorfor skal kun voksne spille for børn og voksne? Balders forestillinger blev mere og mere et teater lige værdifuldt for voksne som for børn. Teatrets forestillinger byggede alle på vore Nordisk- Europæiske grundfortællinger, og klassikere og dermed på de grundværdier, der er fælles for os alle sammen.