Moder jord 1990

Forestillingen blev skabt over en af de ældste, græske myter, der handler om Moder jord, Demeter og hendes og Fader Zeus datter, Kore. Kore bliver, på Zeus bud, bortført med vold af underverdens konge, Hades.

Bortførelsen af den unge datter får frygtelige konsekvenser for jorden og dens liv. Alt mens Moder jord sørger og leder efter datteren, sker de frygteligste miljøkatastrofer.

Børnene oplevede dette meget aktuelt og improviserede meget stærke billeder frem af denne ødelæggelse. Da Kore til sidst befries af humorens gud den vingede Hermes, blomstrer verden på ny i den rene opstandelsesfest for både mennesker, dyr og planter. Kore ville ikke ende som offer for underverdens tristhed. Hun glemmer aldrig, hvem hun er, hvor hun kommer fra og hvor hun skal hen. Hun kan reddes. Hun bliver dronning over underverden. Selv frisat, frisættes hendes omgivelser. Selv Hades forvandles til Pluto og som Pluto hersker han over store rigdomme. Alt det, vi alle pantsætter i mørket, alt det vi ikke vil tage ansvar for. På moderne sprog hedder det fortrængninger. Tre måneder om året må hun være i underverden som Persefone. Der frisætter hun alt det, der kan frisættes. Det giver nye kræfter og større indsigt og visdom.

Jeg husker forestillingen som en af de stærkeste.

Myten holdt sig levende lang ind i kristen tid. Først og fremmest blev den gentaget i de store ritualer om høsten i de såkaldte Eleusinske Mysterier. Der fortaltes myten, blev sunget og danset og dramatiseret.


Se flere billeder fra forestillingen

I ”Penelopes stemme” en bog, der udkom i 2009, indgår myten om Moder jord som et vigtigt omdrejningspunkt.

Måske kunne nogen af jer have lyst til at opfriske myten.
Bogen kan ligesom ”Vølvens Stemme ” købes i boghandlere, lånes på biblioteker og måske enklest bestilles direkte fra Vestjyllands Højskole. 6950 Ringkøbing. Mail:  kontor@vestjyllandshojskole.dk. Den koster Kr.200.
Bogen handler om Odysseus kone, Penelope, som jeg synes, der er fortalt alt for lidt om i Homers græske klassikere ”Iliaden ” og ”Odysseen.”
Det er en parallelfortælling til Odysseen, som mange af jer sikkert kender.
Jeg har skabt bogen sammen med Chr. Risgaard, der har komponeret musikken sammen med rigtig gode musikere som akkompagnerer min fortælling på to CD’er bag i bogen.
Fotograf Kirsten Klein har ligesom i ”Vølvens stemme” forsynet bogen med græske billeder af stor skønhed. 


Se børnenes skitser til forestillingen og scenograf Mette Munks skitser til dragterne